Dato
13.10.2022
Vores første ÅBNE HUS - ONLINE var en succes

… det synes vi i hvert fald selv.


Onsdag den 12. oktober klokken 16:00 holdt vi for første gang et ÅBENT HUS på flyvelederuddannelsen – og vi havde valgt en online løsning.

Som lokation var valgt TWR-W, altså det gamle tårn, og her bød Louise og Marlene - begge flyveledere og fra vores rekruttering - velkommen, og gav så en indledende snak om, hvad uddannelsen i korte træk går ud på – og så blev der ellers åbnet for spørgsmål.

Antallet af deltagere til online-begivenheden varierede lidt undervejs – men vi kan se, at der alt i alt var 80 personer der kiggede med, og fra dem flød en konstant strøm af spørgsmål. Faktisk nåede Louise og Marlene af besvare helt præcist 81 spørgsmål. Efter en times åbent hus lukkede vi ned for spørgsmål og stream – men vi nåede lige at få en hilsen fra Oskar, der skrev: ”I må alle have en rigtig god aften, og tak for meget uddybende svar!"

Efter det åbne hus fik vi mulighed for at spørge Camilla, en af deltagerne på det åbne hus, om hvad hun havde syntes om arrangementet. Hun svarede:
- At være til åbent hus online gav mig svar på de sidste spørgsmål, jeg havde i forhold til at søge ind på flyvelederuddannelsen. Det gav mig et godt indblik i uddannelsen, optagelsesprøverne og jobbet som flyveleder. Teknikken og formatet spillede, og det var en rigtig god oplevelse.

Både Marlene og Louise fik i den grad rørt stemmebåndene i løbet af de 60 minutter vi havde åbnet hus, og Louise var ganske godt tilfreds med seancen:- Det var en time, der fløj afsted. Vi fik rigtig mange gode spørgsmål - og det var en rigtig god mulighed for, at vi kunne nå en del af de måske kommende aspiranter – og få givet dem en masse information på en let tilgængelig måde.

Umiddelbart var det åbne hus så stor en succes, at vi helt sikkert kommer til at gentage det – det bliver dog først i forbindelse med rekrutteringen af det næste hold flyvelederaspiranter.

Skulle du have lyst til at møde Marlene og/eller Louise, har du muligheden allerede på fredag, hvor Naviair deltager på Kulturnatten i København. Så kig forbi Transportministeriet og få en snak om mulighederne for job i Naviair - og husk, flyvelederjobbet er ikke den eneste jobtype vi har i Naviair.

Har du spørgsmål til uddannelsen som flyveleder, besøg www.flyveleder.com for at finde svaret – eller finde ud af, hvordan du kan kontakte os. Du kan også finde en hel del svar i vores podcast CLEARED FOR TAKE-OFF – den finder du der, hvor du normalt hører dine podcasts – eller ved at besøge denne side www.naviair.dk/podcast
girlstwr