Naviair er tæt på at afslutte salget af sin ejerandel i det amerikanske satellitselskab Aireon. Salget forventes endeligt på plads til sommer med vilkår om, at købesummen udbetales i to rater – halvdelen til sommer og den resterende del næste sommer
Naviair har været medejer af Aireon siden 2014, og ejerandelen udgør ca. 4,13 procent.
Aireon leverer global satellitbaseret overvågning af flytrafik via Iridiums satellitnetværk. Løsningen gør det muligt at overvåge flytrafik i områder uden traditionel radar- og jordbaseret dækning, blandt andet over oceaner og i Arktis.
Aireon blev etableret i 2011 som et internationalt samarbejde mellem Iridium og flere luftfartsaktører. På tidspunktet for salget består ejerkredsen af Iridium og luftfartsaktørerne NAV CANADA (Canada), NATS (England), ENAV (Italien), AirNav (Irland) samt Naviair. Samtlige fem luftfartsaktører sælger deres ejerandele i Aireon, hvilket betyder, at Iridium fremover bliver eneejer.
Naviair er stolte over sammen med de øvrige ejere at have været med til at opbygge en global infrastruktur til overvågning af flytrafik. Aireons teknologi har – siden idriftsættelsen i 2019 – bidraget til øget sikkerhed i international luftfart og gjort det muligt at følge flytrafik i områder med begrænset eller ingen overvågning.
Naviair gik oprindeligt ind i samarbejdet med fokus på de muligheder, som satellitbaseret overvågning kunne give i Grønland og Nordatlanten. Overvågningen fra Aireon spiller fortsat en vigtig rolle i Naviairs arbejde i Grønland, og Naviair har netop indgået en ny kontrakt med Aireon om levering af overvågningsdata i forbindelse med etableringen af TMA’et over Nuuk Lufthavn.
Naviair vurderer samtidig, at Aireons fremtidige udvikling i stigende grad vil være drevet af kommerciel dataudnyttelse og forretningsområder uden for Naviairs kerneopgave som flyvesikringstjeneste. Derfor giver Naviair nu stafetten videre til Iridium, som allerede ejer satellitnetværket bag løsningen og gennem alle årene har været selskabets største teknologiske og kommercielle partner.