Dato
25.03.2023
2022 blev et lidt lysere år for luftfarten

Torsdag den 23. marts 2023 blev der afholdt ordinært virksomhedsmøde i Naviair, indkaldt af bestyrelsen og med deltagelse fra Transportministeriet.

Bestyrelsesformand Anne Birgitte Lundholt indledte sin beretning med at beskrive den forbedrede situation i luftfarten i et år, som også har budt på udfordringer.

”Mange flypassagerer er vendt tilbage om end ikke alle, og trafikken har været stigende hen over året. Antallet af operationer i dansk luftrum i 2022 nåede op på 75 procent af 2019-niveauet. Til sammenligning lå tallet i 2021 på 45 procent, så der er tale om en mærkbar forbedring. Stigningen i trafikken har dog været lavere end Eurocontrols forventning for året. Her har krigen i Ukraine og lukningen af luftrummet resulteret i en nedgang i antallet af operationer i dansk luftrum på 6-7 procent, og det afspejles også i Naviairs indtjening for året”, sagde Anne Birgitte Lundholt.

Anne Birgitte Lundholt bemærkede også, at flytrafikken er blevet mindre forudsigelig – både hen over det enkelte døgn og over året som helhed. Det skyldes, at der er kommet flere fritidsrejsende og færre forretningsrejsende, hvilket rykker ved de rejsemønstre, Naviair tidligere har planlagt ud fra.

Sikkerhed, regularitet og kapacitet
På det operationelle område fremhævede Anne Birgitte Lundholt, at Naviair har leveret høj effektivitet i trafikudvikling med et lavt antal forsinkelsesminutter, og dermed har levet op til EU’s krav til kapacitet. Det har krævet en ekstraordinær indsats fra ledelsen og medarbejderne på flere af Naviairs tjenestesteder. I forhold til Safety, er det høje sikkerhedsniveau også blevet fastholdt.

På miljøområdet ligger Naviair på en andenplads blandt Eurocontrols 41 medlemslande i forhold til at give fly den mest optimale rute igennem dansk luftrum. Naviair er pålagt et mål om, at 98,86 procent af alle fly skal flyve den mest direkte rute, og resultatet for 2022 blev på 98,77 procent. Der er tale om decimaler, men Naviair skal give den et nøk mere for at komme helt i mål.

Tilfredsstillende resultat

Naviair fik i 2022 et overskud på 34,5 mio. kr., hvilket anses som værende tilfredsstillende. Årets resultat og indtægter er påvirket af et højere trafikniveau end i 2021 og af højere enhedsrater. Pr. 31. december 2022 var Naviairs gæld til kreditinstitutter på 682,9 mio. kr. mod 573,8 mio. kr. i 2021. Selvom gælden er steget, fastholdes planen for at have nedbragt gælden i 2027/28.

Valg til bestyrelsen
Alle ministervalgte medlemmer af bestyrelsen, Anne Birgitte Lundholt (formand), Per Møller Jensen (næstformand), Jørgen Martin Meyer, Christina Rasmussen og Birthe H. Rask, var på valg i år. Alle fem medlemmer blev genvalgt for en 2-årig periode.

Alle medarbejdervalgte medlemmer af bestyrelsen var også på valg. På baggrund af et medarbejdervalg, gennemført i perioden den 13. -17. marts 2023, er Esben Jean-Pierre Blum, Casper Kamp Ransborg og Flemming Kim Hansen valgt som medarbejderrepræsentanter til Naviairs bestyrelse for en 4-årig periode.

På mødet blev Naviairs årsrapport med revisionspåtegning godkendt.

> Læs "Årsrapport 2022" og "Bæredygtighedsrapport 2022" under Publikationer > Årsrapporter
virkmoedenyhed