Dato
29.06.2022
Ros til Borealis på WAC 2022
I den forgangne uge blev der atter afholdt WAC, World ATM Conference, i Madrid. Naviair deltog igen i år på WAC, dog ikke som en del af COOPANS med egen stand, men vi deltog dels i en del paneldebatter – men var også med på CANSO’s ”Summit” samt på det efterfølgende årsmøde – og derudover var der også Naviair-deltagelse på selve udstillingen ved WAC.

Nogle af de vigtigste emner var ikke overraskende genrejsningen af ANSP’erne efter Covid-19 samt miljøet set i forhold til luftfarten, og her blev der blandt andet talt om, at miljøet skal integreres i fx flyvelederuddannelserne, så man ikke blot lærer om ATS-emner, men også får tænkt miljøet ind i uddannelserne.Fra Naviair deltog blandt andet Lise Kronborg, og hun kunne blandt andet berette, at der blev uddelt roser til os fra Christine Berg, chefen for EU-kommissionens SES-Unit:
- Der blev uddelt ros til vores arbejde med også at få Free Route Airspace i hele Borealis-området. Vi har jo længe haft Free Route Airspace i dansk og svensk luftrum, men at vi nu også har det i det 12,5 mio km2 store område, som Borealis-landene tilsammen dækker, var selvfølgelig noget, man var rigtig glade for i EU-kommissionen. I Naviair glæder vi os over roserne, men vi skal også blive bedre til at rose os selv – også med de ting, som vi allerede har udført, og udført godt i rigtig mange år, fx Continuous Climb and Descent, men også at vi var blandt de første til at indføre Free Route Airspace, da vi jo har haft FRA sammen med svenske LFV siden november 2011.

Lise Kronborg uddybede Borealis- og samarbejdsvinklen:
- I Borealis vil vi, også i de kommende år, have fokus på fælles operative miljø initiativer, så vi sammen med vores brugere kan implementere løsninger, der gavner miljøet. Det viser samtidig hvilken værdi der findes i, at nære samarbejdspartnere, som har en operativ driftssammenhæng, finder sammen i alliancer og udarbejder fælles løsninger. Det er dog også vigtigt at pointere, at der skal være plads til små forskelligheder, da vi i den sidste ende er nationale enheder med nationale forskelle. Men hvis man holder fokus på, hvad der i det rum kan lade sig gøre, så er det også muligt at finde løsninger. Hvis vi forsøger at gøre al ting helt ens, så strander det ofte på det faktum, at vi ikke er ens.

Der blev også uddelt ros fra Eurocontrol, hvor Marylin Bastin, Eurocontrols chef for Aviation Suistainability, sagde, at Borealis har vist vejen frem – også ved at finde fælles løsninger, så brugerne ikke skal forholde sig til ni forskellige typer af Free Route Airspace.

På WAC blev det gang på gang understreget, at miljø-arbejdet er vigtigt – og her er projekter som Free Route Airspace ikke blot en fordel for luftfartsselskaberne, men i høj grad også en fordel for miljøet. Hvad angår vores arbejde med miljøet, der er et tæt samarbejde med naboerne og brugerne utroligt vigtigt, og her gælder det nok om, at vise vilje og finde en vej der gør, at vi til at starte med tager nogle små skridt af gangen, fremfor at vi arbejder og arbejder på den store forkromede løsning, men hvor vi ikke rigtigt får bevæget os fremad.

Det var for øvrigt den sidste udgave af WAC i Madrid, for efter i år skifter konferencen både navn og en smule fokus, og vil næste år blive afholdt fra den 8. til 10. marts 2023 i schweiziske Geneve under navnet Airspace World.

> www.canso.org 
> www.borealis.aero 
wac_2022_naviair_borealis