Særlige risici

Vi foretager løbende en vurdering af hvilke risici, der kan påvirke virksomheden. For at risici vurderes som høje skal det både være sandsynligt, at området kan blive påvirket, og effekten af påvirkningen skal medføre alvorlige konsekvenser.

Flytrafikken
COVID-19-krisen medførte et væsentlig fald i flytrafikken, som har påvirket branchen negativt de sidste par år. Dog har vi set en bedring i 2021, og med Eurocontrols nye trafikprognose fra oktober 2021, er der skabt en forventning om, at trafikken i 2022 stiger til 83 procent af 2019-niveau, og at den vil være fuldt tilbage som før COVID-19 i 2024. Prognosen er dog omfattet med betydelig usikkerhed, da flere faktorer kan påvirke udviklingen. Nye smitteudbrud af COVID – og deraf følgende nedlukninger og rejserestriktioner – kan risikere at påvirke flytrafikken negativt i 2022. Samtidig har COVID-19 ændret de rejsendes vaner, fx ser vi færre forretningsrejsende i Skandinavien end førhen.

Samtidig med det afsluttende arbejde med årsrapporten begyndte den russiske invasion af Ukraine. Konflikten, og de deraf følgende restriktioner og generelle afledte effekter, forventes at medføre en væsentlig nedgang i antallet af operationer i dansk luftrum. Udviklingen følges nøje og kan få en negativ effekt på Naviairs indtægtsgrundlag, alt efter restriktionernes og konfliktens varighed.

En negativ udvikling i trafikken repræsenterer en høj økonomisk risiko for Naviair, da vores hovedindtægter hænger direkte sammen med omfanget af en route-trafik i dansk luftrum og trafikken til og fra de lufthavne, vi betjener. Et lavere trafikniveau i 2022 end forventet i Eurocontrols prognose kan medføre, at Naviair lider et økonomisk tab på maksimalt op til ca. 35 mio. kr. i 2022 og i hvert af de følgende år frem til og med 2024. Et brat fald i trafikken kan også forværre vores likviditet. Endvidere vil en negativ udvikling kunne medføre en risiko for, at branchens betalingsevne reduceres.

Operationelt
En mindre forudsigelig udvikling i flytrafikken og et ændret rejsemønster udgør en risiko for Naviair. Vores økonomiske fleksibilitet er begrænset, idet vi har en forholdsvis høj andel af faste omkostninger bundet i form af specialuddannede medarbejdere og specialudviklede systemer. Derfor er det vanskeligt at tilpasse vores operative kapacitet til bratte stigninger i flytrafikken. Baseret på trafikprognosen fra Eurocontrol fra maj 2021 tilpassede vi i 2021 Naviair til et forventet trafikniveau på 70 procent af 2019-niveauet i 2022. Udvikler trafikken sig i 2022 henhold til seneste prognose til 83 procent af 2019-niveau og med et forventeligt langt mere varieret trafikmønster, vil Naviair i 2022 være mindre operationelt robust.

Cybersikkerhed
Naviair er omfattet af cirkulære om kritisk infrastruktur, og vi arbejder systematisk med at reducere og minimere risikoen for cyberangreb.

I 2020 blev Naviair ISO 27001-certificeret til varetagel- sen af cyber- og informationssikkerhed. Ved den årlige opfølgningsaudit i september 2021 blev gyldigheden af certificeringen genbekræftet.

Naviair har etableret en Cyber- and Information Security Commitee, der løbende overvåger trusselsbilledet og sikrer en høj grad af opmærksomhed omkring cybersikkerhed.

Tekniske systemer
Naviair leverer flyvekontrol ved hjælp af tekniske systemer. Vi har så vidt muligt sikret os mod tekniske nedbrud gennem etablering af solide back-up systemer på alle områder.

Forsikring
Naviair har et forsikringsprogram, hvor forsikringsbare risici er forsikret således, at eventuelle skader og ansvarspådragende handlinger ikke truer virksomheden økonomisk. Ud over lovpligtige forsikringer er der tegnet forsikring mod driftstab, produktansvar og særligt luftfartsansvar.