header-element.png

Optimering af trafikkoncepter

Vi søger altid at optimere vores processer, så vores kunder får mulighed for at flyve miljørigtigt og sikkert på én og samme tid. Ved at tilbyde fri planlægning af flyvevej i det dansk-svenske luftrum medvirker vi indirekte til at reducere luftfartens udledning af CO2. Der har været fri planlægning af flyvevej i den dansk-svenske FAB siden 2011, og siden har vi deltaget aktivt i det internationale samarbejde om at udvide området med fri planlægning af flyvevej. I dag er det udvidet til at omfatte hele det nordiske område. 


Gennem Borealis – et samarbejde mellem lufttrafikstyringsselskaberne i Danmark, Sverige, Norge, Finland, Estland, Letland, UK, Irland og Island – medvirker vi til en yderligere udbredelse, så hele det nordeuropæiske område efter planen vil være omfattet i 2021. Beregninger fra Eurocontrol viser, at fri planlægning af flyvevej i det nordeuropæiske område samlet set kan reducere luftfartsselskabernes CO2-udledning med 47.000 ton pr. år og 210.000 ton NOX-udledning pr. år. Samtidig vil selskaberne samlet set kunne spare 15.000 ton brændstof pr. år, hvilket er beregnet til at give en årlig besparelse på 158 mio. kr. 


Hvis selskaberne vælger at benytte sig af frie flyveveje, bidrager Naviair altså indirekte med en betydelig reduktion af CO2-udledning. Naviair kan medvirke direkte til luftfartsselskabernes klimaaftryk, i det omfang Naviair er direkte årsag til begrænsninger i den maksimale kapacitet og/eller fleksibiliteten i form af forsinkelser i luften eller udgivne restriktioner i form af længere flyveveje.grafik_csr


Verdensomspændende indsats for nedbringelse af CO2-emissioner

På det globale plan medvirker Naviair til at skabe grundlaget for betydelige fremtidige reduktioner i udledningen af CO2 gennem partnerskabet i Aireon. Med Aireons satellitbaserede overvågning får lufttrafikstyringsselskaberne adgang til fuld overvågning af flytrafikken over hele kloden. Sikkerhedsafstandene kan derfor reduceres, så flytrafikken over oceaner, ørkener og andre fjerne egne kan afvikles langt mere effektivt end hidtil, blandt andet fordi flyene kan opnå en række højde- og kurskorrektioner undervejs, så de kan udnytte de optimale vindforhold. Yderligere giver en fuld flyovervågning mulighed for at etablere en langt mere fleksibel rutestruktur end hidtil. Den forbedrede overvågning er et stort fremskridt for lufttrafikstyringen. 


Ud over de sikkerhedsmæssige fordele giver systemet også lufttrafikstyringsselskaberne mulighed for at udnytte luftrummet langt mere effektivt end i dag. Dermed kan luftfartsselskaberne spare brændstof og flyvetid, og miljøet bliver sparet for betydelige mængder af CO2. Helt konkret viser en beregning gennemført af NAV Canada, at der på denne baggrund er betydelige økonomiske og miljømæssige gevinster at hente. Globalt vil flere end 900.000 interkontinentale flyvninger årligt få fordele af bedre overvågning. Det vil medføre en årlig reduktion af drivhusgasser i CO2-ækvivalenter på mere end 10 mio. ton og besparelser på brændstof på over 1 mia. kr. Det er vores målsætning i alle vores ydelser at give kunderne det miljømæssigt bedste valg uden dog at gå på kompromis med sikkerheden


Har du behov for at komme i kontakt med Naviair så klik her
EAN 5798000893375 CVR 26059763
Naviair er ISO 9001:2015 certificeret

Naviair Allé 1 | DK 2770 Kastrup | Telefon: 3247 8000 | Fax: 3247 8800 | presse@naviair.dk

Hjemmesiden bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.