|
Talekommunikation via radio mellem flyveleder og pilot er stadig en afgørende forudsætning for at kunne yde sikker lufttrafiktjeneste. Et helt nyt telefon- og radiokommunikationssystem, VCS (Voice and Communication System), er derfor installeret i Naviairs nye kontrolcentral samt i det nye kontroltårn i Københavns Lufthavn. Systemet er leveret af Park Air Systems.
Radiosystemet, der primært anvendes til kommunikation mellem flyveledere og piloter, er tilsluttet sendere og modtagere spredt over hele landet. | | Flyvelederne i kontrolcentralen har derfor mulighed for at kommunikere med fly i hele det danske luftrum.
Telefonsystemet anvendes internt til kommunikation mellem flyveledere i kontrolcentral og tårn samt eksternt til kommunikation med andre lufthavne og tilstødende landes kontrolcentraler. VCS er således en integreret del af Naviairs nye flyvekontrolsystem og opfylder alle krav til et effektivt, pålideligt og stabilt kommunikationssystem.
Funktionaliteten i VCS, som er flyveledernes primære radio- og telefonsystem, er kritisk. Systemet er derfor designet med modulære blokke i en distribueret arkitektur, der indeholder en stor grad af redundans. Redundansen bevirker, at funktionaliteten opretholdes helt eller delvis, selv hvis der opstår fejl.
Som en ekstra sikkerhed er der endvidere etableret separate backupsystemer for både radio- og telefonsystemet. Backup-telefonsystemet er leveret af Northern Telecom og installeret af TDC, mens Naviairs egne specialister har udviklet backup-radiosystemet. Selv i tilfælde af, at hovedsystemet fejler, har de to backupsystemer tilstrækkelig funktionalitet til at sikre lufttrafikken.
LINKS:
> Park Air Systems
|
| | |