header-element.png
LFV og Naviair løfter samarbejdet til nyt niveau
Dato
22.02.2019

LFV og Naviair har besluttet at styrke og løfte samarbejdet mellem de to virksomheder gennem en fornyelse og omlægning af rammerne for en række af de mange fælles aktiviteter. Formålet er at skabe et tidssvarende og fremtidssikret samarbejde, så der fortsat er optimale muligheder for at skabe nye og gode resultater i fællesskab til fordel for vores kunder. På den baggrund udarbejdes der en ny samarbejdsaftale mellem LFV og Naviair.


Mangeårigt samarbejde

Samarbejdet mellem LFV og Naviair går mange årtier tilbage, og har gennem tiden ført til en stribe af stærke resultater blandt andet gennem ATS-akademiet Entry Point North, samarbejde omkring harmonisering og standardisering af flyvekontrolsystemerne i COOPANS Alliancen og samarbejdet omkring drift og optimering af den fælles dansk-svenske luftrumsblok og det fællesejede integrerede driftsselskab NUAC HB. Resultaterne er baseret på en stærk indsats fra de involverede medarbejdere i begge organisationer.

Når det gælder NUAC, har det imidlertid gennem de seneste år været opfattelsen, at samarbejdet i et fællesejet driftsselskab ikke mere er tidssvarende, og at det vil være vanskeligt at skabe nye succesfulde resultater inden for de hidtidige rammer. Siden efteråret har LFV og Naviair derfor analyseret og drøftet, hvordan vi bedst kan sikre det fremtidige samarbejde og give det tidssvarende rammer. Konklusionen er, at et fælles integreret driftsselskab ikke er den bedste ramme for at bringe os videre fremad. Derfor har Naviair og LFV besluttet at lukke NUAC HB og i stedet fortsætte NUAC-samarbejdet som et partnerskab under direkte ledelse af direktionerne i LFV og Naviair. Formelt mangler beslutningen fortsat godkendelse fra den nye svenske regering, som forventes af behandle sagen i løbet af foråret.

Lukning af NUAC HB og fremtidigt partnerskab 

Den nye samarbejdsaftale og konsekvensen af lukningen af NUAC HB bliver, at driften af de tre kontrolcentraler i Stockholm, Malmø og København trækkes tilbage til moderselskaberne. Afviklingen af flytrafikken fortsætter uændret, og hjemtagelsen af de operationelle driftsaktiviteter får ikke nogen form for følger eller mærkbare konsekvenser hverken for driften i Naviair og LFV eller for afviklingen af flytrafikken. 


”NUAC HB var det helt rigtige tiltag, da det blev etableret i 2009. Dengang var der stærkt fokus i EU på Funktionelle luftrumsblokke og organisatoriske tiltag der kunne understøtte en udvikling af FABerne. Som det eneste integrerede driftsselskab var NUAC HB derfor helt unikt, da det blev etableret. Og gennem de første år var NUAC både med til at skabe en række succesfulde resultater som for eksempel Free Route Airspace og samtidig give os politisk anerkendelse. Vi har også realiseret besparelser gennem fælles forsikringer og tekniske udbud. Imidlertid har tiderne ændret sig, og siden 2014 har EU mindsket sit fokus på FAB-s og i stedet styrket fokus på teknisk samarbejde. Derfor er vi enige om at NUAC HBs betydning for FAB-området er blevet betydeligt reduceret gennem de seneste år,” udtaler Ann Persson Grivas, Generaldirektør i LFV og Carsten Fich, Administrerende direktør i Naviair.


Det fremtidige samarbejde styres af et såkaldt Cooperation Board med repræsentanter fra de to selskabers ledelse og omfatter både en videreførelse af de fælles aktiviteter omkring driften af det fælles dansk-svenske luftrum, samarbejde om optimering af luftrummet for at skabe den højst mulige kapacitet for luftfarten flytrafikstyringen og yderligere en række nye initiativer som blandt andet omfatter indkøb, samarbejde om forsikringer og kommunikation.

Naviair har sammen med LFV fortsat en fælles ambition om at være i førerfeltet og drive initiativer til forandring og udvikling i branchen.


For yderligere oplysninger, kontakt:

Kommunikationsdirektør Bo Pedersen

D +45 3247 7900 / bop@naviair.dk    


Har du behov for at komme i kontakt med Naviair så klik her
EAN 5798000893375 CVR 26059763
Naviair er ISO 9001:2015 certificeret

Naviair Allé 1 | DK 2770 Kastrup | Telefon: 3247 8000 | Fax: 3247 8800 | presse@naviair.dk

Hjemmesiden bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.