I 2009 etablerede vi sammen med LFV virksomheden NUAC. Siden den 1. juli 2012 har NUAC – på vegne af Naviair og LFV – haft ansvaret for driften af de tre kontrolcentraler i København, Malmø og Stockholm. NUAC beskæftiger i alt cirka 750 medarbejdere, som er udlånt fra Naviair og LFV. Kontrolcentralerne og alt øvrigt udstyr er stillet til rådighed for NUAC, men er fortsat Naviair og LFV’s ejendom.
Gennem medejerskabet af NUAC står Naviair stærkt rustet til at møde de fremtidige krav og forventninger i branchen. Samtidig styrker samarbejdet vores evne til fortsat at gennemføre effektiviseringer og omkostningsreduktioner uden at slække på vores høje sikkerhed og service.
Gennem NUAC er Naviair og LFV i fuld gang med at gennemføre en række effektiviseringsinitiativer, som ved udgangen af 2016 skal føre til en samlet besparelse for Naviair og LFV på mindst 13 mio. euro årligt. Samtidig arbejder NUAC målrettet på at gennemføre forbedringer af lufttrafikstyringen, så flytrafikken kan afvikles så effektivt som muligt. Det er blandt andet et mål at sikre kortest mulig flyrute og flyvetid. Dermed vil aktiviteterne i NUAC med tiden isoleret set bidrage til at nedbringe luftfartsselskabernes udgifter til både lufttrafikstyring og brændstof. Initiativerne vil også medføre en positiv effekt på miljø og klima gennem reduktion af selskabernes udledning af CO2 og NOX.
Vi har endvidere indledt et samarbejde med partnerne i NEFAB-projektet med henblik på at gennemføre Free Route Airspace – det vil sige frit valg af flyrute – i hele det luftrum som dækkes af NEFAB og den dansk-svenske FAB. Naviair og LFV har allerede i 2011 gennemført Free Route Airspace i den dansk-svenske FAB. Dette tiltag har medført betydelige brændstofreduktioner for de luftfartsselskaber, som flyver gennem dansk og svensk område.
> Læs mere i Forretningsplanen eller i den Taktiske plan
> About NUAC Company (UK)
|